Vores vision
» Vi arbejder for at styrke samfundets bæredygtighed; økonomisk, socialt og miljømæssigt.
«
Vores mission
Vi bidrager til et mere bæredygtigt samfund ved at producere og formidle viden, som styrker vores kunders evne til:
- at udvikle organisationer og mennesker
- at styrke social ansvarlighed
- at fremme gode stakeholder-relationer
- at øge innovation og konkurrenceevne
Udvikling af organisationer og mennesker
Omstillingsevne og viden er afgørende i fremtidens samfund.
Evnen til at tiltrække og udvikle de menneskelige ressourcer afgør virksomheders og organisationers konkurrencedygtighed. Her står læring centralt. For at det kan lykkes, skal organisationen give de rigtige rammer og muligheder for medarbejderne.
Vi tror på, at en organisation eller virksomhed er mere end antal medarbejdere og konkrete produkter og services. Det er summen af kompetencer og færdigheder hos medarbejderne.
Derfor ser vi ikke medarbejdere og organisation isoleret. Vi ser dem som et hele. Det giver ikke mening at forsøge at udvikle medarbejderne, uden også at udvikle de organisatoriske rammer - og omvendt.
Alle virksomheder kan forbedre kvaliteten i arbejdslivet for deres medarbejdere og samtidig forbedre deres effektivitet og økonomiske resultat. Vi definerer en god arbejdsplads som et sted, hvor medarbejderen har tillid til ledelsen, er stolt over sit arbejde, værdsætter sine kolleger og selv føler sig værdsat.
Det betyder også, at der ikke er én rigtig måde at organisere eller drive virksomhed på. Vi tror ikke på standardløsninger, men på tilpassede løsninger til den enkelte kunde.
Styrkelse af social ansvarlighed
De traditionelle samfundsstrukturer og velfærdssystemer er under forandring.
Denne forandring lægger op til en nyorientering i opgaveløsningen på det sociale område. Erhvervslivet, organisationer og den tredje sektor vil i stigende grad blive inddraget i løsningen af de social udfordringer.
Vi tror på, at de sociale udfordringer bedst kan løses gennem etablering af nye samspilsrelationer med aktiv deltagelse af alle berørte aktører og interessenter
Derfor arbejder vi med koncepter for og analyser af, hvordan det samfundsmæssige medansvar kan omsættes til konkret handling hos virksomheder og aktører.
Fremme gode stakeholder-relationer
Kravene til at drive virksomhed ændrer sig konstant. Tidligere var effektivitet, lave lønomkostninger og en god bankforbindelse det afgørende. Det er stadig nødvendigt. Men det er ikke længere tilstrækkeligt for at få succes.
Toptrimmede fabrikker, billig arbejdskraft og risikovillig kapital giver ikke i sig selv konkurrencefordele - det er blevet en forudsætning for overhovedet at kunne konkurrere. Det giver nye muligheder, men stiller også virksomhederne i en helt ny og benhård konkurrencesituation.
De bæredygtige virksomheder vil være dem, som er i stand til at fastholde de mest loyale kunder, tiltrække de bedste og mest innovative medarbejdere og blive en del af de mest effektive videns- og produktionsnetværk. Det er dem, der vil overleve.
Det handler dybest set om mennesker, stakeholder-relationer og hidtil umålelige immaterielle værdier. Eller om hvilke virksomheder, der er bedre end deres konkurrenter til på een gang at skabe tillid og respekt hos deres ejere, kunder, medarbejdere og andre stakeholder-grupper, som kan påvirke eller bliver påvirket af virksomheden.
Vi tror på, at denne balancerede værdiskabelse vil blive successmålet for både store og små virksomheder - uanset om de er private, offentlige eller tilhører civilsamfundet.
Øge innovation og konkurrenceevne
Udviklingen af et bæredygtigt samfund afhænger af evnen til løbende at forny og udvikle konkurrencedygtige teknologier, kompetencer og produkter.
Derfor er et af kerneområderne i vores virksomhed at tilvejebringe viden, der kan belyse, forklare og stimulere samspillet mellem forskning, innovation, og konkurrenceevne - både på organisationsplan, regionalt, nationalt og internationalt.
Virksomheder, institutioner og offentlige myndigheder spiller alle en central rolle. Og ikke mindst er måden, de spiller sammen og understøtter hinanden, afgørende for konkurrenceevnen.
Formålet med Oxfords Researchs analyser og anbefalinger er at tydeliggøre, hvordan forskellige aktører og interessenter, både hver især og i fællesskab, kan bidrage til at øge innovation og konkurrenceevne.